Den omnipotente presse: Indlæg fra en læser

Der tales tit og ofte om, hvem som har magten her i landet. Ind imellem er det politikerne eller deres bagland, andre gange erhvervslivet eller fagbevægelsen – afhængig af øjnene der ser.
Det er der selvfølgelig noget om. Og fælles for dem er, at du kan øve din indflydelse ved enten at placere din stemme anderledes, undlade at købe firmaets varer eller melde dig ind i en “gul” fagforening.

Men også andre har magt – en magt som man, i mine øjne, skal være varsom med, når den er blevet givet. For med magt følger ansvar. Jeg tænker på pressen og journalisterne.
De kaldes “den fjerde statsmagt”, og har til opgave at oplyse, afdække uregelmæssigheder, ulovligheder, magtmisbrug mv. – i folkets tjeneste. Det være sig en Tamilsag, sygehussag, IT Factory mv. – men også berette om de små ting i lokalsamfundet. Hvad enten det er på Vesterbro eller Hurup i Thy. Pressen kan levere kittet, som binder landet sammen. Hvis de vel og mærke leverer varen så objektivt, som de hør og bør.

Derfor kan det ærgre mig, at pressen har bevæget sig over i en retning af, at personsager nærmest er blevet vigtigere end noget andet – senest med en historie om en ministers nyindkøbte rygekabine. Og de forsvarer sig med, at det er det læseren/seeren vil have – og at de derfor har et “ansvar” for at formidle det. Og det har de også – hvis læserne på !nationen på www.eb.dk er pejlemærket.
Særlig uskønt er det at opleve pressen tage sig selv alvorligt i “Presselogen” på TV2 News – og kritisere hinanden lidt frem og tilbage. Eller når de går amok over “Mørkets Fyrster”/spindoktorene, som de jo selv har haft et gensidigt afhængighedsforhold til. Hykleriet vil ingen ende tage.
Pressen har magten til at sætte en dagsorden. På godt og ondt…

Skal jeg så bestemme hvad de skal skrive? Nej, for pressen er uafhængig. Selvom det ind imellem kan være svært at lade være at smile, når de selv formulerer det. Men efter min mening bør de hæve overliggeren og huske på, hvem de er til for. Bliver det for lavt, så mister vi (læserne/seerne/befolkningen) den sidste rest af tillid, når vi præsenteres med (endnu) et “Breaking” over de seneste uudløste lottomillioner, eller når en – i øvrigt Cavling-nomineret – journalist på sin Twitter-profil, kan levere et scoop i form at et screendump fra en politikers Facebook-profil.
Det fortjente så afgjort en frisk bemærkning fra en “follower” – se nedenfor:

@LineHolm1 du napper bare en Cavling ovre i skabet.

— Casper(@c_astrup) December 18, 2011

Ikke desto mindre havde ovennævnte journalist ikke selv oplevelsen af, at hun måske var kommet for lavt ned i flyvehøjde, og kvitterede med et – i mine øjne – utroligt nedladende svar:

@LineHolm1 Fin og moden replik. Er Cavling-nomineringen steget til hovedet? Cc. @pierrevendelboe @c_astrup#mandmedkun95followers#unfollow

— Thomas N. Bruun (@thomasnbruun) December 19, 2011

Det fik dels mig selv til at give igen (ovenstående), men også lysten til at skrive dette indlæg.
Der findes utrolig mange knalddygtige og sagligt skrivende journalister her i landet – og det er heller ikke dem, at dette er møntet på. Men jeg tror faktisk, at det kunne være i alles interesse, hvis det skrevne kunne udvide horisonten frem for at indskrænke.
Og det er pressens ansvar at gøre noget ved det. Ellers kan det ende som det gjorde i sagnet om Ikaros, der som bekendt fløj for tæt på solen med sine vinger af voks – og styrtede til jorden…